Marias eventyr i Nigeria

Drengene var på besøg.

2009-11-10T01:51:00.001+01:00

Longi, Betina og jeg ankom til Gidan Bege omkring klokken ti, hvor vi blev løbet i møde af drengene. Det var fredag d. 6. november og det var dagen, hvor drengene skulle besøge vores compound.

Vi havde dog lige en lille opgave, inden vi forlod Gidan Bege (Gidan = hus, Bege = håb). Der var nemlig en dansk besøgsgruppe på besøg på Gidan Bege, de støtter drengene og ville dermed gerne have, at drengene skulle tegne nogle tegninger til dem. Så vi tegnede lige lidt med drengene først, og dermed gik det af sted mod Villa Papito, hvor vi bor.

Da vi ankom til vores compound, kunne man bare se glæden lyse frem i øjnene på drengene. Det var virkelig herligt. Det at vi kan/kunne skabe så stor en glæde hos drengene, det er ubeskriveligt, hvor stor glæde det også skabte hos mig.

De steg ud af bussen og fór rundt som små spirrevipper, for at se hele hytten. Vi satte os alle under træerne ude i gårdspladsen, hvor vi havde startet op i grillen og gjort klar til, at drengene kunne lave snobrød.

De fik hver en pind med dej og så gik de ellers i gang med at lave snobrød. Åh det var bare så hyggeligt, det er helt ubeskriveligt. Det lyste bare ud af drengene med taknemlighed. Da vi havde spist snobrød og barbecue, rendte drengene rundt og legede, nogle spille fodbold osv.

Det er så utroligt ubeskriveligt hvor glade drengene blev og det var virkelig en kanon god oplevelse. Bare det at se, hvor glade og taknemlige drengene blev. Fantastisk.
Jeg ved med SIKKERHED, at det bliver RIGTIG hårdt at sige farvel til de dejlige drenge..!!

De vil blive savnet og aldrig glemt.

Skrevet mandag d. 09-11-2009

To aftner i streg ude af huset.

2009-10-26T22:09:00.000+01:00

Første aften vi tilbragte ude af huset, for at spise aftensmad, var i torsdags. Vi skulle hjem til ”Antie Belinda” og spise det nigerianerne kalder sonobull*.
Vi ankom til Belindas kvarter omkring kl. 17:30, og satte straks gang i grillen. Imens vi ventede på, at de skulle blive varme, små hyggesnakkede vi og smuttede ind i Belindas ydmyge bolig på rundtur.
Belinda bor i en rigtig flot og smart 4 værelses lejlighed. Hun har alt hvad de fleste nigerianere mangler. For lige at nævne nogle af tingene, kan jeg sige, at der er: vaskemaskine, rindende vand, træk og slip (der virker), mikrobølgeovn, stort fjernsyn og meget mere.
Vi havde en rigtig hyggelig aften, med meget flot himmel (solnedgang og stjernehimmel)
Tusinde tak Belinda. Skøn og hyggelig aften.

Anden aften vi tilbragte ud af huset, for at spise aftensmad, var fredag.
Da vi havde FoodFair, inviterede 50+** alle volontørerne og værtsparret ud til Dogon Dutse*** for at spise aftensmad.
Vi ankom til Dogon Dutse omkring kl. 17:00. Vi fik en rundvisning, og vi hørte en masse gode historier, om hvad de havde lavet i Yola og Numan de sidste 14 dage.
Bl.a. havde de været med til at lægge tag på et gæstehus, som der skal bruges af de kommende 50+’er skal bruge, når de rejser til Adamawa for at arbejde.
Vi havde en rigtig hyggelig aften.
Tusinde tak til jer alle 50+, for en dejlig aften.

* oversat = snobrød
** som er volontører der er 50 år og derover, som laver et stykke arbejde i 1 mdr.
*** ”sommerhus-område” for missionære

Skrevet d. 26. oktober 2009

Modelschool

2009-10-26T19:19:00.001+01:00

Torsdag i sidste uge besluttede Betina og jeg os for, at vi ville besøge Modelschool, som er en skole for handicappede.
På denne skole arbejder 3 af vores nigerianske partnere, og vi skulle være med i deres undervisning.
Da vi kom var de i gang med at have andagt. Lige efter andagten skrev en af vores nigerianske partnere Sarah en bøn op på tavlen, og så skulle en af eleverne læse den op, ikke med talesprog, men med tegnsprog. Det virkede som om det var en rigtig god øvelse for dem.

Da andagten var færdig, gik vi sammen med vores partnere over i et andet lokale.
I dette lokale underviser volontørerne sammen med nogle få lærere, børn/unge med downsyndrom eller andre indlæringsvanskeligheder.
Vi startede med at synge nogle sange sammen med dem, og hvor var det dog bare herligt at se, hvor begejstrede de var for at synge, selvom de ikke alle sang lige godt, sang de alle sammen med. Herligt.
Efter sangen tog vi børnene og de unge med udenfor hvor de skulle have gymnastik/atletik.
De var simpelthen så søde at se på. Den første disciplin var 100 meter løb.
De fleste af dem kunne slet ikke løbe lige, dvs. når de fik besked på at løbe den ene vej, løb de den anden vej i stedet, men de gjorde virkelig et forsøg.
Anden disciplin var længdespring og her gjorde de alle virkelig også et forsøg, det var bare så sødt.

Altså disse børn og unge giver virkelig en mod på livet, for selvom de alle har en eller anden form for handicap, så prøver de virkelig så godt de kan.

Det skal lige siges at under atletikken var der en af de unge der greb en pind og brugte den som mikrofon, så vi havde musik til arbejdet, sødt. Også jubel var der, når de andre havde udført en af de atletiske udfoldelser.
Er lidt ærgerlig over at jeg ikke havde valgt Modelschool i stedet for Hope Private School, men det er dejligt der var mulighed for at komme og besøge dem.

Skrevet d. 26. oktober 2009

En dag på Hope.

2009-10-26T19:15:00.001+01:00

Hope er stedet hvor jeg arbejder onsdag og torsdag.
Onsdag d. 14. oktober var en af de rigtig gode dage på Hope.
Jeg underviser Nursery 2, hvor børnene ca. er 4 år gamle.
Jeg kom ind i klassen og der var ingen lærer, så jeg startede med lige at lave lidt sanglege med børnene. Efter en ½ time med sanglege kom læren, og vi kunne starte undervisningen. Jeg underviste dem i trafikken, såsom trafiklys, hvordan man befærder sig i trafikken osv.
Derefter havde de en pause, som hver dag varer ca. 30 min, da pausen var forbi legede vi legen ”rød, gul, grøn, stop”, selvom børnene ikke rigtig forstod legen, havde de det sjovt.
Efter vi havde leget, tog vi deres små plastik stole med ud under træet, og så læste jeg en stor bog der hedder ”Frog is Frog” for dem.
Det var bare sådan en hyggelig dag, og børnene var ikke så vanskelige, så det var dejligt.

Skrevet d. 26. oktober 2009

Hiking tur til Shere Hills....

2009-10-19T22:40:00.002+02:00

I Lørdags var vi på hiking (vandretur) til Shere Hills. Dette er et ”bjerg”, der er ligner en masse store sten, der er stablet oven på hinanden.

Vi tog hjemme fra Villa Papito (vores hus) kl. 6:20.
Meget trætte spiste vi morgenmad og satte os ud i bussen. Køreturen gjorde os forholdsvis mere vågne, og da vi nåede til Shere Hills, var solen kommet frem.
Vi satte i trav mod ”bjerget”, og jo mere vi nærmede os, jo mere kunne vi se, hvor stejlt der egentlig var der op.
For at bestige Shere Hills skulle vi klatre op af meget skrå og stejle sider, igennem meget smalle gange (der befinder sig inde i ”bjerget”), og her kunne man faktisk kun bevæge sig sidelæns.
Nogle steder var der også revner, hvor man ikke kunne se bunden, og når man bevægede sig uden på bjerget, var der også meget langt ned.
Så hvis man har det mindste klaustrofobi, højdeskræk eller andet, var dette virkelig en overvindelse, og en oplevelse for livet.
Idet vi var af sted som et team, hjalp vi hinanden igennem forhindringerne, og kom op på toppen alle sammen.

På toppen skulle vi, ligesom alle de forrige teams, skrive på klippen…
RO8 – ”make a change”, som vi nu engang har kaldt os selv (RO8 står for Reach Out team 8).

Denne hikingtur til Shere Hills var virkelig en KÆMPE oplevelse, og håber der vil komme endnu flere af denne slags. Det skal lige siges at naturen her i Nigeria er fantastisk, og virkelig en fryd for øjet..

Skrevet d. 19-10-2009

Åhh hvor var det et lækkert måltid.

2009-10-06T00:04:00.000+02:00

I går søndag d. 4. oktober var det blevet danskernes tur til at lave aftensmad.

For nogle uger siden havde vi fortalt nogle af de forskellige retter, vi har i danmark, og så skulle de vælge, hvilken ret de kunne tænke sig at smage, og de valgte lasagne.
Og det var så i går vi skulle lave det. Vi hyggede os rigtig meget med at lave det, og 3½ time senere var vi klar med et rigtig lækkert måltid.

Vi hakkede kødet med en ”økse” (eller bare meget stor kniv), da der ikke var nogen kødhakker. Og al maden blev forberedt med kærlighed.
Vi havde dækket bordet med blomster, stearinlys og servietter. Det var ihh så uhh så fint..
Til lasagnen havde vi lavet grøntsager og brødstænger.

Åhh hvor var det bare lækkert, og hver en bid blev nydt til fulde. Det var lige, hvad vi trængte til, og kan slet ikke beskrive hvor lækkert det var – for det var virkelig lækkert!

Godt gået Betina, Christina, Maja, Marie og Asger….

Så blev der skiftet job…

2009-10-05T23:54:00.001+02:00

Skolerne er nu kommet tilbage fra deres sommerferie, og dermed har jeg skiftet job.
Vi var torsdag for to uger siden på rundtur, for at se de arbejdspladser, der finder sted på skolerne.

Selvom det ikke var det, jeg havde planlagt hjemmefra, så kunne jeg alligevel ikke stå for de små herlige børn på Glorious Hope Private School, og besluttede mig dermed for, at jeg ville arbejde der i stedet for Zawan og Aisha onsdag, torsdag.

På Hope skal jeg sammen med Betina undervise Nursery 2, og her er børnene ca. 4 år gamle.
Den første arbejdsdag var sidste torsdag d. 1. okt.
Den første halve time sad vi og kiggede på at læren underviste børnene i matematik, for at vi lige at få en fornemmelse af hvordan undervisningen forløber. Børnene skulle gennemgå tallene 1-20 på forskellige måder.
Anden halve time skulle Betina og jeg lærer dem nogle sange. Vi lærte dem ”finger-sangen” og ”Yogie Bear”, og de var helt vilde med dem, så må vi se, om de kan huske dem, til næste gang vi kommer.

Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg fortryder valget? – for jeg savner virkelig børnene på Zawan og Aisha, men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme til at elske at undervise de dejlige børn på Glorious Hope Private School.

Frem med det store smil, så skal der sælges…

2009-10-05T23:48:00.002+02:00

Efter 3 dages hårdt arbejde mht. forberedelse af mad, var vi lørdag d. 3.okt. klar til at holde Food Fair.

Food fair er et arrangement, som Reach Out har startet på Reach Out team 7 for at samle penge. Disse penge går til fx et blad der omtaler Reach Out projektet, hvis der er mangel på noget på nogle af arbejdsstederne (fx stofbleer) og meget andet.

Vi var alle sammen klar til at få gæster kl. 14.00, hvor vi havde inviteret folk til, men de fleste gæster kom først for alvor kl. 16.00.
De mennesker der var tilstede under Food Fair, var venner og familie af nigerianerne, danske missionærer (Jesper og Bente, Anne Karin og Peter Michael), 50+ en gruppe danskere over 50 år og så nogle af vores arbejdskollegaer fra vores arbejdspladser.

De forskellige ting vi solgte, var sat op i nogle boder, og disse boder var:

danish corner - her solgte vi dansk mad, som ex brun sovs og kartofler med koteletter
nigerian corner - her solgte vi nigeriansk mad, ex peppersoup (en MEGET stærk suppe lavet på kohaler)
drinks corner - her blev solgt nogle forskellige drikkevarer, en af dem var en drik lavet på guinea corn, denne drik har en meget speciel smag og ved ikke hvordan, man skal forklare det, men det ligner kakaomælk.
suya joint - Her blev der solgt suya der er MEGET stærkt/krydret kød på en pind, der så bliver det grillet
snacks cornor - her blev solgt kager, kanelsnegle, fastelavnsboller og småkager
puf puf - er lignende æbleskiver, stegt i olie

Jeg selv stod ved porten, og tog imod entré.

Selvom vi havde brugt utrolig meget tid på at forberede, og alle var MEGET trætte, så havde vi en RIGTIG hyggelig og god dag lørdag eftermiddag.

Skrevet mandag d. 5. oktober 2009

En dag sammen med Big Mama.

2009-09-28T23:55:00.000+02:00

Søndag d. 27.09.09 skulle alle danskerne hjem til deres partnere, for at se hvordan de bor, hvor de går i kirke samt deres familie og venner.

Big mama er min partner, hun hedder Victoria, men bliver kaldt Vic, Big Mama eller Vicky.

Vi tog af sted fra Villa Papito omkring kl. 8:15 og så direkte hjem til Vic. Hun bor sammen hendes mor, hendes storesøster og hendes lillebror. De fire har ikke meget at gøre godt med, de bor i et værelse, der er ca. 20 m^2. Her har de en seng, en madras, en bunsenbrænder, et fjernsyn, tre stole og en hel masse kufferter med tøj. Jeg må sige, at jeg synes, det er fantastisk, at de kan bo der, men det gør de, og jeg er virkelig målløs, og kan slet ikke lade vær med at tænke på, hvor godt vi har det derhjemme.
Vi fik lidt te, og lagde make-up til den helt store guldmedalje og trådte i vores fine skræddersyede kjoler.
Af sted gik det til kirke, der ca. var en ½ time på gå ben fra hendes hus. Kirken hedder ECWA (evangelical church of west Africa) HWOLSHE og var en virkelig flot kirke, i forhold til alle mange af de andre vi har været i. Udenpå lignede den mange af de andre kirker vi har været i, ler mure osv. men inden i var der glinsende gulve, godt nok også ler mure, men det hvidmalede loft gjorde det hele ret lyst.

Selve gudstjenesten var en af de bedste gudstjenester, jeg har været til. Den mindede ret meget om den lutheranske kirke, som Chris og Eunice kommer i, men i denne kirke var koret virkelig godt. Jeg synes nærmest, koret var det bedste ved hele gudstjenesten, de sang virkelig godt. En af sangene de sang var ”Messias” af Händel (Halleluja). Koret havde lignende amerikanske studenter, men hold da op hvor sang de godt! Kvindernes fællesskab (women’s fellowship) var også rigtig godt, de sang en afrikansk sang og lavede en ”teater”-dans til, faktisk meget sjovt. Synes faktisk at det var en af de bedre gudstjenester, jeg har været til.

Da gudstjenesten var færdig, 2½ time senere (skal siges at det var en forholdsvis kort gudstjeneste), tog vi hjem til min partner igen. Her så vi en film ”Babys day out” og så fik vi middagsmad. Middagen bestod af: ris, kartofler, stuv (en meget olieret sovs som er utrolig stærk, men smager faktisk rigtig godt) og i denne stuv var der noget meget mørt oksekød. Faktisk en ret god middagsret må jeg sige.
Da vi havde spist, skulle jeg virkelig på toilet, og det må siges at være noget af en oplevelse. Deres toilet ligger udenfor, vil ikke rigtig kalde det et toilet, for det er faktisk bare et hul i jorden, men det havde jeg faktisk også regnet med. For at beskrive det nærmere, er det noget der ligner 4 vægge, der er ca. 1½ meter høj. Og når man så skal på ”toilet” sætter man en blikplade foran ”døråbningen” og sætter sig (i det vi derhjemme kalder skovskiderstillingen), over et lille bitte hul, der er i det ene hjørne, og så kan folk udenfor de 4 vægge nærmest hører alt, og går der nogen forbi, kan de faktisk også se alt.. meget speciel oplevelse, men har faktisk prøvet det der er værre..

Efter middagsmaden tog vi en forholdsvis lille lur, og så tog vi ud for at se, hvor hun har lært at sy, (skal lige siges, at hun er ved at blive syerske/skrædder). På vejen mødte vi nogle at hendes bekendte, og hilste da på dem, men man kom hurtigt til at føle sig lidt som en ting, der bare skulle vises frem, ikke det sjoveste, men hyggeligt nok at møde nogle af hendes venner.
Da vi var på vej hjem, fra der hvor hun har lært at sy, gik vi forbi en familie, som er venner med hendes mor. Her blev hele familiealbummet vist frem. Hele tiden sagde hun: ”look at me, look at my husband” virkelig sjovt, og da man så havde set de samme billeder 3 eller 4 gange, blev man lidt træt af at se billeder. Ellers lavede vi ikke så meget, så en Hausa film, virkelig specielt og det er vidst optaget med et helt almindeligt kamera, og der er absolut INGEN grafik, lyden er dårlig og det er bare meget specielt, meget amatør agtigt!

Jo for resten det passer ikke, at vi ikke så mere. Var lige henne og se hvor hendes mor arbejder. Hun arbejder som husholderske i et medicinfirma, der er stiftet af Jimmy Carter (tidligere præsident i USA). Her laver hun mad for medarbejderne, gør rent osv.

Synes det har været en rigtig hyggelig og god dag, er dog lidt ked af det på min partners vegne, for hun havde planlagt meget, men ham der skulle kører os brændte hende af.
Pyt med det, jeg havde nu en rigtig god dag alligevel.

Skrevet mandag d. 28.09.09

En hård barndom…

2009-09-21T22:55:00.001+02:00

Jakob er en af drengene på Gidan Bege(gadedrengehjem). Han fortalte mig lige hans historie i dag, om hvordan han er endt her sammen med alle de andre drenge.

"Jeg hedder Jakob, jeg er 15 år gammel og kommer fra Kano.
Da jeg var 5 år gammel, kørte min far galt, min mor blev meget syg og de døde begge to.
Jeg blev forvist af familie, de slog mig og ingen ville kendes ved mig. Dette skyldes, at de mente, jeg havde en ond ånd i mig, og at det var min skyld, at de døde.
Jeg endte dermed her i Jos, hvor jeg har levet på gaden i 10 år.
Her kom jeg til at kende Jerry 1 og Asis. Vi blev ret gode venner, men vi var ikke gode drenge. Vi drak, stjal og slog folk.
Under krisen, kunne vi ikke rigtig være nogle steder, og vi manglede et sted at sove, så vi tog hertil Gidan Bege, kom her nogle gange, og så blev vi tilbudt en plads.
Jeg er rigtig glad for at være her, og har nu været her siden maj."

Jeg synes det er meget flot, at Jakob nu er kommet så langt, og det er virkelig fantastisk, at drengene kan komme et sådan sted hen som her. De har virkelig brug for omsorg mange af dem, for de fleste af dem har ikke rigtig nogen familie, i den forstand at familierne ikke vil kendes ved dem.

Skrevet d. 21-09-09

”Sallah Day” i Nigeria Søndag d. 20/09-09

2009-09-21T22:54:00.001+02:00

Over 10 mennesker i en Toyota Corolla, alle biler er propfyldte med mennesker i alle aldre, og der er kaos på vores vej hjem fra kirken COCIN (Church of christ in Nigeria).

Alle muslimerne fejre Sallah Day, dette er en dag hvor muslimerne tror, at dør man på en sådan dag, ryger man direkte i himmelen, og er man en mand, så får man 7 jomfruer når man kommer derop.
.
Man har ingen regler, dermed kan muslimerne sagtens sidde op til 4-5 mennesker på en knallert, være over 10 mennesker i en lille personbil og langt over 50 på laddet af en lastbil.

Vores værtsfar Chris fortalte, at i dag var en stille og rolig Sallah Day, ellers kan en sådan dag være meget mere forfærdelig.
Han fortalte, at normalt plejede de at have store sværd, som de svinger vildt og tovligt rundt med. Når de sidder bag på en scooter eller knallert, er de tilbøjelige til at kører sværdet mod asfalten, så det slår gnister, og kommer der mennesker i vejen for dem, kan de sagtens finde på at stikke folk ned, koste hvad det vil.

Vi oplevede idet vi kørte ind i vores indkørsel til Villa Papito, at der kom en overfyldt lastbil kørende forbi os, de mange muslimer råbte i vildskab med arrige stemmer: ”se så at komme af vejen, for den tilhører os”, og så handler det bare om at komme af vejen, ellers kan man komme i voldsom fare.

Efter at de har kørt rundt i Jos det meste af formiddagen, kører de ud til nogle områder udenfor Jos, som ex Wildlife Zoo eller andre store grønne områder, hvor de resten af dagen fejre ”Sallah Day”.

Ret spændende at opleve en sådan dag, og vi takker Gud for at der ikke skete os noget!

Skrevet d. 20/09-09

Det er utroligt, hvad dansk mad kan gøre..!!

2009-09-21T22:51:00.000+02:00

Søndag aften havde et missionærpar Bente og Jesper inviteret alle volontører, danskere såvel som nigerianere, på aftensmad i deres hjem.
Bente og Jesper bor på Hillcrest, som er en privatskole i Jos. Denne skole er meget amerikaniseret og alt foregår som var det i USA.

Inden vi blev budt ind hos Bente og Jesper, viste Jesper os rundt på skolen. Og ja, man må sige, alt minder utrolig meget om det, man ser på film.
Der er tennisbaner, grønne fodboldbaner, basket baner. Ja altså, man skal bare forestille sig, at man ser ex. en amerikansk film, så er man på Hillcrest skolen.
Men altså, Bente og Jesper bor på grunden, hvor skolen også ligger. De har et dejligt lille hjem der. Der er træk og slip (som virker), rindende vand og næsten altid strøm (Idet de har et andet selskab end NEPA, der næsten altid har strøm).

Vi blev budt indenfor og det duftede bare så dejligt. Vi skulle have spagetti med kødsovs, salat og nogle brødstænger. Det var SUPER lækkert, virkelig! Derefter fik vi kanelsnegle med glassur, som vi kender dem hjemme fra Danmark, og det var bare prikken over i’et. Det var bare så dejligt at få noget lækkert mad, man vidste der ikke var alt for meget olie i. Det var fantastisk!

Der er ikke andet tilbage end at sige
”TUSINDE tak Bente og Jesper, det var bare så LÆKKERT!!”

Skrevet d. 21/09-09

Nigeria under huden (landsbyen Boda)

2009-09-20T22:00:00.000+02:00

Den første weekend (28.-30. aug. 2009) i Nigeria, var vi på udflugt til en lille landsby kaldet Boda.

Vi skulle kører et langt stykke og så var vejen ikke det bedste. Det havde regnet natten mellem torsdag og fredag og vejen var i forvejen ikke for god, men når det nu havde regnet blev det bestemt ikke bedre og den var MEGET mudret.
Bilen svingede fra side til side, og man kunne næsten blive helt angst for at bussen ville vælte, og med 14 mennesker i bilen ville det ikke være en sjov oplevelse.
Heldigvis var det værste der skete, at vi kørte fast i mudret. Det resulterede i at Chris, vores værtsfar, tog skoene af, løb ud og skubbede på, mens vi andre bare stod og så på.
Ja jeg ville da over og hjælpe ham, men jeg sank i mudret og fik meget ”pæne” tæer, faktisk mudder helt op til knæene. Og så havde vi da lidt at grine af. :)
Nå men vi kom da fri af mudret igen, og så ankom vi til Boda.

Vi blev varmt taget i mod af hele landsbyens befolkning.
”Sanunku” (Hej til alle) Sanu da zuwa (velkommen skal i være)
Ja der blev repeteret nogle ting og man skulle bare svarer med lafia, sanu eller hvad man nu lige havde lært på Hausa.. :)
Vi fandt vores sovested som var i en af skolebygningerne, og hermed et klasselokale.

Lørdag startede vi dagen med at lege nogle lege, en dansk og en nigeriansk indtil jeg væltede og så var det som om legende døde lidt ud. Ikke lang tid efter spurgte Chris om vi ville med ud og se hvad farmerne lavede.
Vi kom til en mand der stod og vaskede sit redskab i et lille vandhul. Han var en gammel mand og var nu ved at være træt og sulten, faktisk på vej hjem, men han ville gerne lige vise os hvordan han lavede markarbejde.
Vi fulgte efter ham hen til hans lille mark. Da manden var træt, ville Chris gerne vise os, hvordan man gjorde, da han selv engang har været en ”farmerdreng”.
Det var sådan et redskab, som fungerer som en plov, man vender jorden vha. håndkraft. Ja jeg skulle da også prøve, men det var ikke så let som det så ud til.
Om eftermiddagen tog vi op til ”høvdingens” lerhytter, turen derop var SMUK, virkelig idyllisk Årh, hold da helt op. Vi så hans stue, og her var det nærmest som at træde ind i et af husene i Stenalder Landsbyen i Ribe. Velkommen tilbage til stenalderen.
FANTASTISK, og så skulle vi da også se hans grisefarm der bestod af en gris.. :) hehe sødt.
Virkelig en fantastisk oplevelse.
Efter vores aftensmad kom de lokale med en velkomstdans, VIRKELIG GODT, men hold da fast de var fulde. Specielt en dame, virkelig helt vild i øjnene med en rangle og en fløjte. Argh blev helt bange for hende da hun prøvede at hænge ranglen om halsen på hende. Hun var en meget spøjs kvinde og var tilsyneladende helt vild med mig.. :)

Søndag skulle vi i kirke, den katolske kirke. Vi kom ind i kirken og satte os ned. Det var ikke bænke som vi har dem derhjemme, nej det var lerbænke, og de var ikke ret høje. Der var akapella, trommer og andre ting de spillede på. Virkelig en god oplevelse selvom hele gudstjenesten var på Hausa.
Heldigvis havde det ikke regnet hele weekenden så vi kunne kører sikkert hjem til Jos igen.

Skrevet d. 10/09-09

Børn i alle aldre...

2009-09-20T21:58:00.000+02:00

Nu er arbejdet ved at være godt i gang.

Mandag og tirsdag er jeg på gadedrenge hjemmet Gedan Bege. Her er der omkring 16 drenge i aldren ca. 6-15 år.
Det er nogle rigtig herlige drenge, men nogle af dem kan også være temmelig barske ved hinanden.
Vi har dem i skole fra ca. kl. 9.
De små eller dem som ikke har så nemt ved skolen får ene undervisning og de andre får undervisning som de fleste børn gør hjemme i lille danmark.
Indtil videre har vi undervist dem i engelsk og matematik. Og det er tydeligvis matematik de bedst kan lide.
I frikvarterne leger vi gerne med dem, og fodbold er de helt vilde med. Bliver de ved på den måde, kan de uden tvivl komme til at spille professionelt engang. De kan nogle tricks de små drenge.
Vi har lige oplevet at 10 af drengene er blevet forflyttet til Gero, som er stedet hvor drengene kommer hen, efter 6 mdr. på Gedan Bege. Så nu er der kun 6 drenge tilbage, disse 6 drenge skal så være på hjemmet i 3 mdr. mere efter at have været på hjemmet i 3 mdr. og de var virkelig kede af at skulle sige farvel til 10 af deres venner, men om ikke så længe vil der komme nye venner til Gedan Bege.
Forhåbentlig skal vi ud og se til drengene på Gero på et tidspunkt, for at se hvordan drengene har det, og hvordan det kommer til at gå dem.

Onsdag er jeg på Aisha som er et børnehjem for efterladte spædbørn.
Børnene er virkelig kære, og hvis jeg kunne, ville jeg tage dem alle med hjem til Danmark i min kuffert.
Arbejdet består i at lege med børnene, give dem kærlighed, give dem mad, skifte dem og vaske tøj, men hoveddelen består af omsorg for børnene. Det er dog ikke kun spædbørn her er, men også en dreng der er spastiker og døvstum, han hedder Lazarus og selvom han har denne sygdom så er han en meget glad dreng og virkelig sød. Udover Lazarus så har de også en pige og en dreng der også har et handikap Naomi og Jarry. De er virkelig også søde, og har bare brug for omsorg og kærlighed. På hjemmet er der omkring 7 spædbørn, som alle har brug for kærlighed og omsorg.

Torsdag er jeg på Zauwan. Dette er et børnehjem for børn i alderen ca. 0-12 år og så en enkelt på 41 år. Børnehjemmet er en sidebygning til et hospital så nogle af børnene har handikaps. Hende på 41 år har muskelsvind og har været på børnehjemmet i 31 år. Hun er helt klar i hovedet og er en rigtig sød dame. Hun forstår tilmed engelsk og siger også noget til børnene hvis de ikke opfører sig ordentlig eller roser dem hvis de gør noget godt. Hun sidder i sin kørestol hele dagen og kan slet ikke bevæge sig, men klar i hovedet her hun..
Opgaven her på hjemmet er at lege med børnene og de er virkelig søde ved hinanden.

Alle arbejdspladserne er fantastiske og er sikker på at jeg nok skal komme til at lide dem alle, og når jeg først kommer til at lærer børnene rigtig godt at kende bliver det monster svært at sige farvel til dem om 3 mdr.

Skrevet d. 10/09-09

Alle sanser i brug

2009-09-20T21:56:00.001+02:00

Vi er træder ind på markedet, og her kommer alle ens sanser virkelig på højtryk.
En mand står og sælger høns, deres hønsefødder er bundet sammen og de kan ikke bevæge sig. Ved første øjekast skulle man tro, de var døde, men nej, de ligger og trækker vejret og det ser virkelig ud til at de lider. Men folk vil jo gerne have frisk kød.
Der er virkelig mange boder med alt mulig. Hernede i Nigeria har man ikke butikker som i Danmark, og der er ikke faste priser på varerne, så man skal ”prutte” om alt.
Når man er hvid kan man let blive snydt for prisen. Prisen kan sagtens være ganget med 3, men her i starten er vores nigerianske partnere ret gode til at hjælpe os.

”Bature, Bature” råber en mand bag mig. Bature betyder hvid mand eller kvinde, og når sælgerene på markedet ser en hvid mand eller kvinde, ser de penge og er klar til at sælge.
Man kan nærmest ikke kigge på en ting, så tror de at man vil købe den, og man skal da slet ikke rører ved noget, for så har man nærmest allerede købt det, og går man fra det, bliver de meget fornærmede.
Det er virkelig stressende at være på marked, men virkelig også sjovt, og oplevelsen værd.

For at beskrive markedet med stikord:

- Mange mennesker
- Kaos
- Rod
- Bling-bling og guldure
- Bature (hvid mand eller kvinde)
- Mange dufte ( blanding mellem parfume, kloark og bilos)
- Løb for livet (når man skal over gaden)

Er man træt, skal man ikke tage på marked, for man skal virkelig være oppe på dupperne.

Skrevet d. 10/09-09

Et vandre-eventyr.

2009-09-18T00:17:00.001+02:00

Der var en gang 12 volontører og en handyman, som skulle ud og opleve verden, men ikke nok med det, de skulle også sætte deres sanser på prøve.

Det hele startede en lørdag formiddag i Jos, i området Mashiah. De 12 hoppede ud af safaribussen og begav sig af sted på eventyret.

Da de var kommet igennem den ”store” port til Mashiah, det magiske land, blev de overvældet af, at alle sanserne kom på højtryk. Først og fremmest synssansen, lugtesans og høresansen.

Synssansen er lig det naturskønne område, der er en lækkerbisken for øjet. Lugtesansen er lig alle de fantastiske blomster, spejderhagl (gedelort) samt skrald og andet affald. (IT’S THE TRUTH) Høresansen er lig fugle, vandfald, snakken og kommunikation med bjerggederne.

Den første prøve de kom til var den store, kæmpe, mega, giga, gigantiske, kolosale og enorme tjørnebusk. Her fandt handymanden sit samurai sværd frem og bekæmpede den store, kæmpe, mega, giga, gigantiske, kolosale og enorme tjørnebusk. Endog den store, kæmpe, mega, giga, gigantiske, kolosale og enorme tjørnebusk var blevet besejret, fik de 12 volontører alligevel skrammer, eller ar de ville have for resten af livet og her snakker forfatteren om følesansen der bliver sat på prøve.

Den anden prøve de kom til, var en meget bred flod. Her skulle de 12 volontører krydse floden uden andre redskaber end fødder, arme og nogle sten. Her gjaldt det om teamwork. Handymanden gik i spidsen, og de 12 volontører fulgte efter, med sommerfugle i maven, men med hinandens arme som redskaber fungerede teamworket godt, og alle kom sikkert over den brede flod’

Den tredje prøve de kom til, var en klippe på størrelse med rundetårnet (+/-). Denne klippe skulle de bestige, for at de på toppen kunne bede om deres største ønske. Efter en meget hård bestigning af ”rundetårn”, så de den smukkeste udsigt ud over hele Jos. Der var natur, huse og biler (og masser af os dertil hører) så langt øjet rakte.

På vejen hjem fra det store eventyr, kom deres sidste sans på prøve, nemlig smagssansen. Handymanden fandt i vejkanten en lignende forvokset mælkebøtte, der virkelig satte smagsløgene på højtryk, det var en meget bitter smag.

Og de levede lykkeligt til deres dages ende. SLUT PRUT FINALE….

Denne historie er baseret på en virkelig hændelse der fandt sted d. 12/09-2009
Skrevet af Maria og Betina.

Saa er vi i Jos, Vila Papito...

2009-09-04T17:29:00.000+02:00

Endelig ankommet til Jos og huset Vila Papito...

Vi ankom Tirsdag i sidste uge.. Og har nu vaeret her i lidt over halvanden uge...
Vi blev rigtig godt taget imod af vores nigerianske venner, og jeg har faaet en rigtig dejlig partner, hun er super soed og hedder Vicktoria, men bliver kaldet vic, vicky eller Big mama...

Det er rigtig spaendende, nyt og praktisk maa man sige..

Vi har sjaeldent stroem fordi, noget der hedder NEPA (stroem), kommer og gaar som det har lyst til. Oftest har vi kun stroem om natten fra klokken ca. 3-5, midt paa dagen eller andre tidspunkter hvor vi faktisk ikke har brug for det, men saa har vores vaertsfar Chris en generator han taender, saa vi kan se noget om aftenen.

Vi bader i vand, vi henter i broenden eller fra spande, vi saetter ud naar det regner.
Vi skal hente vand hver dag, for at der er nok til at skylde ud i toilettet og til at bade i, og det er jo ikke varmt vand, saa man skal ogsaa taenke paa, at man skal varme vandet over en "grill" eller baalsted, hvis man ikke staar op naar NEPA er taendt om natten, for at saette noget der ligner et kroellejern i en spand vand, saa man har varmt vandt om morgenen til at bade i.

Vasketoej er heller ikke lige noget man putter i en vaskemaskine og taender for, nej det er sandelig i haanden det foregaar, ikke fordi det er saa slemt, men man kan ikke regne med at det bliver toert bare lige saadan, for det er regntid og saa tager tingene meget langtid om at toerre, og lige nu haenger vi toej ude og jeg har lige vasket det idag, men det regner saa det bliver nok ikke toert idag, og har faktisk ikke mere toej saa det er godt vi skal paa shopping imorgen Loerdag... Uhh det bliver godt med noget rent toej.

Kriller i maven og spænding - forberedelserne er begyndt...

2009-08-03T15:38:00.000+02:00

Hvad skal der ske? Hvordan skal vi bo? Hvad skal jeg arbejde med? Når jeg at blive klar?

Mange tanker flyver netop gennem hovedet.

Her sidder jeg på en stol, foran computeren på Diakonhøjskolen i Århus.

Forberedelserne er så småt sat igang, og jeg har mødt det "crew", jeg skal dele min hverdag med de næste 3 mdr.

Jeg er for alvor ved at kunne mærke, at Nigeria snart bliver til virkelighed. Det er egentlig lidt skræmmende at tænke på, taget i betragtning af at det har været en drøm så længe, og nu går den i opfyldelse.

Jeg er sikker på at det nok skal blive en rigtig god oplevelse, og endda en oplevelse jeg vil huske resten af mit liv.