Longi, Betina og jeg ankom til Gidan Bege omkring klokken ti, hvor vi blev løbet i møde af drengene. Det var fredag d. 6. november og det var dagen, hvor drengene skulle besøge vores compound.
Vi havde dog lige en lille opgave, inden vi forlod Gidan Bege (Gidan = hus, Bege = håb). Der var nemlig en dansk besøgsgruppe på besøg på Gidan Bege, de støtter drengene og ville dermed gerne have, at drengene skulle tegne nogle tegninger til dem. Så vi tegnede lige lidt med drengene først, og dermed gik det af sted mod Villa Papito, hvor vi bor.
Da vi ankom til vores compound, kunne man bare se glæden lyse frem i øjnene på drengene. Det var virkelig herligt. Det at vi kan/kunne skabe så stor en glæde hos drengene, det er ubeskriveligt, hvor stor glæde det også skabte hos mig.
De steg ud af bussen og fór rundt som små spirrevipper, for at se hele hytten. Vi satte os alle under træerne ude i gårdspladsen, hvor vi havde startet op i grillen og gjort klar til, at drengene kunne lave snobrød.
De fik hver en pind med dej og så gik de ellers i gang med at lave snobrød. Åh det var bare så hyggeligt, det er helt ubeskriveligt. Det lyste bare ud af drengene med taknemlighed. Da vi havde spist snobrød og barbecue, rendte drengene rundt og legede, nogle spille fodbold osv.
Det er så utroligt ubeskriveligt hvor glade drengene blev og det var virkelig en kanon god oplevelse. Bare det at se, hvor glade og taknemlige drengene blev. Fantastisk.
Jeg ved med SIKKERHED, at det bliver RIGTIG hårdt at sige farvel til de dejlige drenge..!!
De vil blive savnet og aldrig glemt.
Skrevet mandag d. 09-11-2009
tirsdag den 10. november 2009
mandag den 26. oktober 2009
To aftner i streg ude af huset.
Første aften vi tilbragte ude af huset, for at spise aftensmad, var i torsdags. Vi skulle hjem til ”Antie Belinda” og spise det nigerianerne kalder sonobull*.
Vi ankom til Belindas kvarter omkring kl. 17:30, og satte straks gang i grillen. Imens vi ventede på, at de skulle blive varme, små hyggesnakkede vi og smuttede ind i Belindas ydmyge bolig på rundtur.
Belinda bor i en rigtig flot og smart 4 værelses lejlighed. Hun har alt hvad de fleste nigerianere mangler. For lige at nævne nogle af tingene, kan jeg sige, at der er: vaskemaskine, rindende vand, træk og slip (der virker), mikrobølgeovn, stort fjernsyn og meget mere.
Vi havde en rigtig hyggelig aften, med meget flot himmel (solnedgang og stjernehimmel)
Tusinde tak Belinda. Skøn og hyggelig aften.
Anden aften vi tilbragte ud af huset, for at spise aftensmad, var fredag.
Da vi havde FoodFair, inviterede 50+** alle volontørerne og værtsparret ud til Dogon Dutse*** for at spise aftensmad.
Vi ankom til Dogon Dutse omkring kl. 17:00. Vi fik en rundvisning, og vi hørte en masse gode historier, om hvad de havde lavet i Yola og Numan de sidste 14 dage.
Bl.a. havde de været med til at lægge tag på et gæstehus, som der skal bruges af de kommende 50+’er skal bruge, når de rejser til Adamawa for at arbejde.
Vi havde en rigtig hyggelig aften.
Tusinde tak til jer alle 50+, for en dejlig aften.
* oversat = snobrød
** som er volontører der er 50 år og derover, som laver et stykke arbejde i 1 mdr.
*** ”sommerhus-område” for missionære
Skrevet d. 26. oktober 2009
Vi ankom til Belindas kvarter omkring kl. 17:30, og satte straks gang i grillen. Imens vi ventede på, at de skulle blive varme, små hyggesnakkede vi og smuttede ind i Belindas ydmyge bolig på rundtur.
Belinda bor i en rigtig flot og smart 4 værelses lejlighed. Hun har alt hvad de fleste nigerianere mangler. For lige at nævne nogle af tingene, kan jeg sige, at der er: vaskemaskine, rindende vand, træk og slip (der virker), mikrobølgeovn, stort fjernsyn og meget mere.
Vi havde en rigtig hyggelig aften, med meget flot himmel (solnedgang og stjernehimmel)
Tusinde tak Belinda. Skøn og hyggelig aften.
Anden aften vi tilbragte ud af huset, for at spise aftensmad, var fredag.
Da vi havde FoodFair, inviterede 50+** alle volontørerne og værtsparret ud til Dogon Dutse*** for at spise aftensmad.
Vi ankom til Dogon Dutse omkring kl. 17:00. Vi fik en rundvisning, og vi hørte en masse gode historier, om hvad de havde lavet i Yola og Numan de sidste 14 dage.
Bl.a. havde de været med til at lægge tag på et gæstehus, som der skal bruges af de kommende 50+’er skal bruge, når de rejser til Adamawa for at arbejde.
Vi havde en rigtig hyggelig aften.
Tusinde tak til jer alle 50+, for en dejlig aften.
* oversat = snobrød
** som er volontører der er 50 år og derover, som laver et stykke arbejde i 1 mdr.
*** ”sommerhus-område” for missionære
Skrevet d. 26. oktober 2009
Modelschool
Torsdag i sidste uge besluttede Betina og jeg os for, at vi ville besøge Modelschool, som er en skole for handicappede.
På denne skole arbejder 3 af vores nigerianske partnere, og vi skulle være med i deres undervisning.
Da vi kom var de i gang med at have andagt. Lige efter andagten skrev en af vores nigerianske partnere Sarah en bøn op på tavlen, og så skulle en af eleverne læse den op, ikke med talesprog, men med tegnsprog. Det virkede som om det var en rigtig god øvelse for dem.
Da andagten var færdig, gik vi sammen med vores partnere over i et andet lokale.
I dette lokale underviser volontørerne sammen med nogle få lærere, børn/unge med downsyndrom eller andre indlæringsvanskeligheder.
Vi startede med at synge nogle sange sammen med dem, og hvor var det dog bare herligt at se, hvor begejstrede de var for at synge, selvom de ikke alle sang lige godt, sang de alle sammen med. Herligt.
Efter sangen tog vi børnene og de unge med udenfor hvor de skulle have gymnastik/atletik.
De var simpelthen så søde at se på. Den første disciplin var 100 meter løb.
De fleste af dem kunne slet ikke løbe lige, dvs. når de fik besked på at løbe den ene vej, løb de den anden vej i stedet, men de gjorde virkelig et forsøg.
Anden disciplin var længdespring og her gjorde de alle virkelig også et forsøg, det var bare så sødt.
Altså disse børn og unge giver virkelig en mod på livet, for selvom de alle har en eller anden form for handicap, så prøver de virkelig så godt de kan.
Det skal lige siges at under atletikken var der en af de unge der greb en pind og brugte den som mikrofon, så vi havde musik til arbejdet, sødt. Også jubel var der, når de andre havde udført en af de atletiske udfoldelser.
Er lidt ærgerlig over at jeg ikke havde valgt Modelschool i stedet for Hope Private School, men det er dejligt der var mulighed for at komme og besøge dem.
Skrevet d. 26. oktober 2009
På denne skole arbejder 3 af vores nigerianske partnere, og vi skulle være med i deres undervisning.
Da vi kom var de i gang med at have andagt. Lige efter andagten skrev en af vores nigerianske partnere Sarah en bøn op på tavlen, og så skulle en af eleverne læse den op, ikke med talesprog, men med tegnsprog. Det virkede som om det var en rigtig god øvelse for dem.
Da andagten var færdig, gik vi sammen med vores partnere over i et andet lokale.
I dette lokale underviser volontørerne sammen med nogle få lærere, børn/unge med downsyndrom eller andre indlæringsvanskeligheder.
Vi startede med at synge nogle sange sammen med dem, og hvor var det dog bare herligt at se, hvor begejstrede de var for at synge, selvom de ikke alle sang lige godt, sang de alle sammen med. Herligt.
Efter sangen tog vi børnene og de unge med udenfor hvor de skulle have gymnastik/atletik.
De var simpelthen så søde at se på. Den første disciplin var 100 meter løb.
De fleste af dem kunne slet ikke løbe lige, dvs. når de fik besked på at løbe den ene vej, løb de den anden vej i stedet, men de gjorde virkelig et forsøg.
Anden disciplin var længdespring og her gjorde de alle virkelig også et forsøg, det var bare så sødt.
Altså disse børn og unge giver virkelig en mod på livet, for selvom de alle har en eller anden form for handicap, så prøver de virkelig så godt de kan.
Det skal lige siges at under atletikken var der en af de unge der greb en pind og brugte den som mikrofon, så vi havde musik til arbejdet, sødt. Også jubel var der, når de andre havde udført en af de atletiske udfoldelser.
Er lidt ærgerlig over at jeg ikke havde valgt Modelschool i stedet for Hope Private School, men det er dejligt der var mulighed for at komme og besøge dem.
Skrevet d. 26. oktober 2009
En dag på Hope.
Hope er stedet hvor jeg arbejder onsdag og torsdag.
Onsdag d. 14. oktober var en af de rigtig gode dage på Hope.
Jeg underviser Nursery 2, hvor børnene ca. er 4 år gamle.
Jeg kom ind i klassen og der var ingen lærer, så jeg startede med lige at lave lidt sanglege med børnene. Efter en ½ time med sanglege kom læren, og vi kunne starte undervisningen. Jeg underviste dem i trafikken, såsom trafiklys, hvordan man befærder sig i trafikken osv.
Derefter havde de en pause, som hver dag varer ca. 30 min, da pausen var forbi legede vi legen ”rød, gul, grøn, stop”, selvom børnene ikke rigtig forstod legen, havde de det sjovt.
Efter vi havde leget, tog vi deres små plastik stole med ud under træet, og så læste jeg en stor bog der hedder ”Frog is Frog” for dem.
Det var bare sådan en hyggelig dag, og børnene var ikke så vanskelige, så det var dejligt.
Skrevet d. 26. oktober 2009
Onsdag d. 14. oktober var en af de rigtig gode dage på Hope.
Jeg underviser Nursery 2, hvor børnene ca. er 4 år gamle.
Jeg kom ind i klassen og der var ingen lærer, så jeg startede med lige at lave lidt sanglege med børnene. Efter en ½ time med sanglege kom læren, og vi kunne starte undervisningen. Jeg underviste dem i trafikken, såsom trafiklys, hvordan man befærder sig i trafikken osv.
Derefter havde de en pause, som hver dag varer ca. 30 min, da pausen var forbi legede vi legen ”rød, gul, grøn, stop”, selvom børnene ikke rigtig forstod legen, havde de det sjovt.
Efter vi havde leget, tog vi deres små plastik stole med ud under træet, og så læste jeg en stor bog der hedder ”Frog is Frog” for dem.
Det var bare sådan en hyggelig dag, og børnene var ikke så vanskelige, så det var dejligt.
Skrevet d. 26. oktober 2009
mandag den 19. oktober 2009
Hiking tur til Shere Hills....
I Lørdags var vi på hiking (vandretur) til Shere Hills. Dette er et ”bjerg”, der er ligner en masse store sten, der er stablet oven på hinanden.
Vi tog hjemme fra Villa Papito (vores hus) kl. 6:20.
Meget trætte spiste vi morgenmad og satte os ud i bussen. Køreturen gjorde os forholdsvis mere vågne, og da vi nåede til Shere Hills, var solen kommet frem.
Vi satte i trav mod ”bjerget”, og jo mere vi nærmede os, jo mere kunne vi se, hvor stejlt der egentlig var der op.
For at bestige Shere Hills skulle vi klatre op af meget skrå og stejle sider, igennem meget smalle gange (der befinder sig inde i ”bjerget”), og her kunne man faktisk kun bevæge sig sidelæns.
Nogle steder var der også revner, hvor man ikke kunne se bunden, og når man bevægede sig uden på bjerget, var der også meget langt ned.
Så hvis man har det mindste klaustrofobi, højdeskræk eller andet, var dette virkelig en overvindelse, og en oplevelse for livet.
Idet vi var af sted som et team, hjalp vi hinanden igennem forhindringerne, og kom op på toppen alle sammen.
På toppen skulle vi, ligesom alle de forrige teams, skrive på klippen…
RO8 – ”make a change”, som vi nu engang har kaldt os selv (RO8 står for Reach Out team 8).
Denne hikingtur til Shere Hills var virkelig en KÆMPE oplevelse, og håber der vil komme endnu flere af denne slags. Det skal lige siges at naturen her i Nigeria er fantastisk, og virkelig en fryd for øjet..
Skrevet d. 19-10-2009
Vi tog hjemme fra Villa Papito (vores hus) kl. 6:20.
Meget trætte spiste vi morgenmad og satte os ud i bussen. Køreturen gjorde os forholdsvis mere vågne, og da vi nåede til Shere Hills, var solen kommet frem.
Vi satte i trav mod ”bjerget”, og jo mere vi nærmede os, jo mere kunne vi se, hvor stejlt der egentlig var der op.
For at bestige Shere Hills skulle vi klatre op af meget skrå og stejle sider, igennem meget smalle gange (der befinder sig inde i ”bjerget”), og her kunne man faktisk kun bevæge sig sidelæns.
Nogle steder var der også revner, hvor man ikke kunne se bunden, og når man bevægede sig uden på bjerget, var der også meget langt ned.
Så hvis man har det mindste klaustrofobi, højdeskræk eller andet, var dette virkelig en overvindelse, og en oplevelse for livet.
Idet vi var af sted som et team, hjalp vi hinanden igennem forhindringerne, og kom op på toppen alle sammen.
På toppen skulle vi, ligesom alle de forrige teams, skrive på klippen…
RO8 – ”make a change”, som vi nu engang har kaldt os selv (RO8 står for Reach Out team 8).
Denne hikingtur til Shere Hills var virkelig en KÆMPE oplevelse, og håber der vil komme endnu flere af denne slags. Det skal lige siges at naturen her i Nigeria er fantastisk, og virkelig en fryd for øjet..
Skrevet d. 19-10-2009
tirsdag den 6. oktober 2009
Åhh hvor var det et lækkert måltid.
I går søndag d. 4. oktober var det blevet danskernes tur til at lave aftensmad.
For nogle uger siden havde vi fortalt nogle af de forskellige retter, vi har i danmark, og så skulle de vælge, hvilken ret de kunne tænke sig at smage, og de valgte lasagne.
Og det var så i går vi skulle lave det. Vi hyggede os rigtig meget med at lave det, og 3½ time senere var vi klar med et rigtig lækkert måltid.
Vi hakkede kødet med en ”økse” (eller bare meget stor kniv), da der ikke var nogen kødhakker. Og al maden blev forberedt med kærlighed.
Vi havde dækket bordet med blomster, stearinlys og servietter. Det var ihh så uhh så fint..
Til lasagnen havde vi lavet grøntsager og brødstænger.
Åhh hvor var det bare lækkert, og hver en bid blev nydt til fulde. Det var lige, hvad vi trængte til, og kan slet ikke beskrive hvor lækkert det var – for det var virkelig lækkert!
Godt gået Betina, Christina, Maja, Marie og Asger….
For nogle uger siden havde vi fortalt nogle af de forskellige retter, vi har i danmark, og så skulle de vælge, hvilken ret de kunne tænke sig at smage, og de valgte lasagne.
Og det var så i går vi skulle lave det. Vi hyggede os rigtig meget med at lave det, og 3½ time senere var vi klar med et rigtig lækkert måltid.
Vi hakkede kødet med en ”økse” (eller bare meget stor kniv), da der ikke var nogen kødhakker. Og al maden blev forberedt med kærlighed.
Vi havde dækket bordet med blomster, stearinlys og servietter. Det var ihh så uhh så fint..
Til lasagnen havde vi lavet grøntsager og brødstænger.
Åhh hvor var det bare lækkert, og hver en bid blev nydt til fulde. Det var lige, hvad vi trængte til, og kan slet ikke beskrive hvor lækkert det var – for det var virkelig lækkert!
Godt gået Betina, Christina, Maja, Marie og Asger….
mandag den 5. oktober 2009
Så blev der skiftet job…
Skolerne er nu kommet tilbage fra deres sommerferie, og dermed har jeg skiftet job.
Vi var torsdag for to uger siden på rundtur, for at se de arbejdspladser, der finder sted på skolerne.
Selvom det ikke var det, jeg havde planlagt hjemmefra, så kunne jeg alligevel ikke stå for de små herlige børn på Glorious Hope Private School, og besluttede mig dermed for, at jeg ville arbejde der i stedet for Zawan og Aisha onsdag, torsdag.
På Hope skal jeg sammen med Betina undervise Nursery 2, og her er børnene ca. 4 år gamle.
Den første arbejdsdag var sidste torsdag d. 1. okt.
Den første halve time sad vi og kiggede på at læren underviste børnene i matematik, for at vi lige at få en fornemmelse af hvordan undervisningen forløber. Børnene skulle gennemgå tallene 1-20 på forskellige måder.
Anden halve time skulle Betina og jeg lærer dem nogle sange. Vi lærte dem ”finger-sangen” og ”Yogie Bear”, og de var helt vilde med dem, så må vi se, om de kan huske dem, til næste gang vi kommer.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg fortryder valget? – for jeg savner virkelig børnene på Zawan og Aisha, men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme til at elske at undervise de dejlige børn på Glorious Hope Private School.
Vi var torsdag for to uger siden på rundtur, for at se de arbejdspladser, der finder sted på skolerne.
Selvom det ikke var det, jeg havde planlagt hjemmefra, så kunne jeg alligevel ikke stå for de små herlige børn på Glorious Hope Private School, og besluttede mig dermed for, at jeg ville arbejde der i stedet for Zawan og Aisha onsdag, torsdag.
På Hope skal jeg sammen med Betina undervise Nursery 2, og her er børnene ca. 4 år gamle.
Den første arbejdsdag var sidste torsdag d. 1. okt.
Den første halve time sad vi og kiggede på at læren underviste børnene i matematik, for at vi lige at få en fornemmelse af hvordan undervisningen forløber. Børnene skulle gennemgå tallene 1-20 på forskellige måder.
Anden halve time skulle Betina og jeg lærer dem nogle sange. Vi lærte dem ”finger-sangen” og ”Yogie Bear”, og de var helt vilde med dem, så må vi se, om de kan huske dem, til næste gang vi kommer.
Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg fortryder valget? – for jeg savner virkelig børnene på Zawan og Aisha, men jeg er sikker på, at jeg nok skal komme til at elske at undervise de dejlige børn på Glorious Hope Private School.
Abonner på:
Opslag (Atom)
